Projekt #1

Lungeforandringer med usikker betydning: Fælles beslutningstagning om diagnostisk udredning

I Danmark konstateres knap 5.000 nye tilfælde af lungekræft hvert år. Langt hovedparten af disse patienter undersøges i såkaldte lungepakkeforløb i udvalgte lungemedicinske afdelinger rundt om i landet. Ikke alle, der undersøges, får dog konstateret lungekræft. Faktisk er det kun cirka hver fjerde patient, der undersøges i lungepakkeregi, hvor diagnosen lungekræft efterfølgende kan påvises. De undersøgelsesmetoder, der anvendes i lungepakken, er ganske omfattende og belastende for patienten og desuden ikke uden risici for komplikationer. Undersøgelserne omfatter blandt andet avancerede scanninger, kikkertundersøgelse i fuld bedøvelse og vævsprøver fra lungen.

Allerede inden det omfattende undersøgelsesprogram i lungepakkeregi indledes, har lungelægen ud fra blandt andet symptomer og røntgenundersøgelser en god formodning, om lungekræft er meget sandsynligt eller usandsynligt. I det første tilfælde tilrådes hurtig afklaring med henblik på hurtig opstart af behandling, og i det sidste tilfælde tilrådes ofte blot kontrol. Der er dog en større mellemgruppe, hvor lungekræft ikke fra starten kan udelukkes, men på den anden side heller ikke er særlig sandsynligt. I disse tilfælde vil lægen drøfte med patienten, om der skal foretages yderligere undersøgelser med det samme, eller om det er bedre med tæt kontrol, idet der er både fordele og ulemper ved begge strategier.

Formålet med dette projekt er - hos denne mellemgruppe - at afprøve et standardiseret beslutningsstøtteværktøj som hjælp til patienten og lægen i samtalen, hvor det ved fælles beslutningstagning skal afgøres, om patienten ønsker undersøgelse med det samme eller blot kontrol. I projektet måles blandt andet på, om patienterne føler sig bedre klædt på til at drøfte situationen med lægen, og hvilke valg patienten tager, sammenlignet med en kontrolgruppe, der informeres på vanlig vis uden det standardiserede beslutningsstøtteværktøj.

Ledende overlæge Poul Henning Madsen, Medicinske Sygdomme, Kolding Sygehus

 


BESLUTNINGSHJÆLPEREN er foldet som vist på billedet og består af et forberedelsesark, omslag, otte kort med information om valgmuligheder og et kort med patienthistorier.

Efter konsultationen får patienten BESLUTNINGSHJÆLPEREN med hjem.

Klik her og se en samlet PDF-fil med forberedelsesark, omslag, kortene med valgmuligheder samt patienthistorier.