Beslutningsstøtteværktøj

Valg eller fravalg af CA125 blodprøver ved opfølgning af patienter med æggestokkræft

Udvikling af et beslutningsstøtteværktøj.

Tidligere blev kvinder, der har afsluttet behandling for æggestokkræft, tilbudt et standardiseret forløb med automatiske scanninger og blodprøver. Fremadrettet skal disse kvinder aktivt deltage i beslutningen om, hvordan de ønsker deres opfølgningsprogram tilrettelagt. Ved tilrettelæggelsen af et individuelt forløb skal der tages hensyn til den enkelte kvindes præferencer i forhold til rutinemæssig måling af blodprøven CA125 i opfølgningen.

Det vides, at stigende CA125 er et tidlig varsel om tilbagefald af æggestokkræft, og at denne stigning kan forekomme måneder før, der kommer symptomer. Med den viden vi har i dag, bedres overlevelsen ikke ved tidlig igangsættelse af behandling med kemoterapi, men i stedet vil livkvaliteten ofte blive forringet grundet bivirkninger ved flere behandlinger.  

Formålet med dette projekt er at udvikle, teste og evaluere på beslutningsstøtteværktøjet med hensigt på at optimere inddragelse af den enkelte kvindes præferencer i forhold til rutinemæssig overvågning af blodprøven CA125.

Vi håber, at værktøjet kan hjælpe kvinder til at træffe beslutning ved at opveje de fordele og ulemper, der er ved blodprøven CA125. Der er i værktøjet information omkring blodprøven samt de fordele og ulemper, der kan være ved henholdsvis at tilvælge eller fravælge blodprøven CA125 i opfølgningen.

Udformningen af værktøjet er sket i samarbejde med Designskolen i Kolding, afdelingens patienter og patientforeningen KIU – patientforeningen ”Kræft I Underlivet”.

 

 

 

 

 

  • Link til Referencer
  • Værktøjet er sidst opdateret d. 11.05.2017
  • Værktøjet skal senest opdateres d. 01.07.2018
  • Ansvarlig for opdatering: Anette Stolberg Kargo