Projekt #9

Bivirkningsregistrering, patientrapporterede følger og livskvalitet for patienter, som modtager strålebehandling i bækkenet med helbredende sigte

I arbejdet med fælles beslutningstagning er Patient Reported Outcome Measures (PROMs) et fundamentalt begreb.

PROMs oversættes på dansk til ”patientrapporterede resultater” og er et redskab til at måle, hvordan patienter oplever deres symptomer, funktionsevne og livskvalitet. PROMs er altså patientens egen vurdering af deres sundhedstilstand og ikke lægens eller sygeplejerskens vurdering.

I projektet ”Bivirkningsregistrering, patientrapporterede følger og livskvalitet for patienter som modtager strålebehandling i bækkenet med helbredende sigte” skal alle patienter, der får strålebehandling i bækkenområdet, besvare PRO-spørgsmål (Patient Reported Outcome) i hele deres behandlings- og opfølgningsforløb. Samtidig vil lægen eller sygeplejersken registrere patientens kliniske bivirkninger.

Projektet omfatter alle patienter, som får strålebehandling i bækkenet med helbredende sigte, og altså ikke kun en lille udvalgt skare.

PRO-spørgsmålene er designet til at fremkalde patienternes subjektive holdning til deres sygdom og behandling, og der lægges især vægt på fysisk funktionalitet, evnen til at udføre daglige aktiviteter og følelsesmæssigt velbefindende.Der er i projektet nøje udvalgt spørgsmål, som både giver svar på generelle emner om livskvalitet og om patientens specifikke kræftsygdom.

På den måde får vi unik og essentiel viden fra en stor gruppe patienter om både kliniker-vurderede bivirkninger af strålebehandlingen og vigtig viden om, hvilken effekt bivirkningerne har på patientens liv.

Den viden kan på sigt bidrage til at udvikle mere individuelt tilpasset strålebehandling, information og støtte til patienten i hele behandlings – og opfølgningsforløbet.

 

Leonard Wee, Forskningsleder, RTForskerteam

Martin Berg, Cheffysiker og Formand, RTForskerteam